Lille jæger
Det var, og det var det måske ikke. Der var en dreng i verden. Hans far og mor døde tidligt. Han havde tre yngre søstre og tre yngre brødre. Han jagede, han fiskede og det var sådan han brød sig selv og sine søskende.
En skønne dag satte han en snare i sivene og gemte sig knap, tre lystigt fløjtende fasaner dukkede op i nærheden. Drengen var allerede glad, da han pludselig hørte nogle mennesker gå hen mod sivene, og skriger helt i lungerne.
Han løb foran mig. De var to mullaer*.
– Ædle mullaer! – bad drengen. – Stop op og vær stille et øjeblik.
– Hvorfor skal vi stå her og tie?? – spurgte en af mullaherne.
– Jeg satte en fælde, der skulle falde tre fede fasaner i den – forklarede drengen. – Men hvis du skriger, så vil du skræmme mit bytte væk.
– Aftale, men lad os lave en aftale: du giver hver af os en fasan, og vi vil stå og tie – sagde den anden mullah.
– O ædle mullaer! – drengen begyndte at tigge igen. – Jeg har tre sultne brødre og tre sultne søstre derhjemme. Skal jeg fodre dem med en fasan??
– Du giver os ikke en fasan, så skriger vi endnu højere end før – annoncerede mullaherne og gik mod sivene.
– Hej, hold op! – drengen skyndte sig efter dem. – Lad det være din måde!
Mullaerne faldt til ro, og den lille jæger fangede tre fasaner. Han gav to af dem til mullaherne, og efterlod en.
Mullaerne greb det uventede bytte og gik videre. Drengen kunne ikke mere og råbte efter dem:
– Og jeg får intet for disse fasaner?!
En af mullaherne vendte sig og sagde:
– Husk ordet "mutaniet".
spurgte drengen:
– Og hvad betyder dit ord "mutanniet"??
– Der er et mandligt køn, er feminin, og vores ord betyder noget midt imellem.
Mullaerne lo og gik. Drengen gik også hjem, hovedet grusomt, hvordan man fodrer tre brødre og tre søstre med denne ene fasan.
Der er gået meget tid, og måske ikke. Drengen gik på fisketur. Han kastede nettet over flodens vand og trak en guldfisk ud, yderst smuk. Ikke en eneste fisker har nogensinde set sådan en fisk i sit liv. De rådgav drengen, at føre hende til kongen.
Zaren undersøgte guldfisken og gav drengen en håndfuld guldmønter for den. Han bad ham også om altid at tage smukke kæledyr med til paladset, fugle og fisk.
Knap havde drengen forladt zarens kamre, og her står vesiren foran zaren, begræder ynkeligt:
– min zar! Hvis du betaler med guld for hver fisk du fanger, din skatkammer er snart tom.
– Det er svært, denne gang er det væk – svarede zaren. – Vi vil ikke være så generøse næste gang.
– Det givne guld bør også genvindes – rådede vesiren.
– Det er ikke zarens opgave at tage det, hvad han allerede har givet – bil na til. – Det er et tegn på svaghed.
Så udbrød vesiren:
– Lad mig handle, min zar! Jeg vil tænke på en smart måde, og tjekket, for at din ære ikke skal lide, og du vil få dit guld tilbage.
– Ingen, hvis du kan genvinde guldet uden at bruge magt, så følg ham – tilladt zaren.
– Jeg vil spørge denne dreng, hvilken slags guldfisk er det – vesiren forrådte sin snedige måde at være på. – Når han siger, den mand, Jeg er ham da: "Vi har brug for en hunfisk". A jeśli on powie, at fisken er hun, så vil jeg afslå: ”Vi har brug for en hanfisk. Giv zarens guld tilbage".
Tsaren af vesirens visdom blev forbløffet og sendte ham på vej. Vizieren indhentede drengen og spørger:
– Din fisk er han eller hun?
– Hun er "mutaniet" – svarede drengen.
– Hvad betyder "mutaniet".? – spørger vesiren meget overrasket.
– Det betyder, at hun er en, og andet.
Det vidste vesiren ikke, hvad skal man sige, og drengen tog zarens guld. Sådan brugte han ordet, som de grådige mullaer havde kastet efter ham som en hån.
* Mullah – muslimsk gejstlig.